Arlette er 19 år da hun bliver sendt fra Frankrig til koncentrationslejren Auschwitz og godt et år senere er krigen forbi og Arlette begynder rejsen tilbage gennem det krigshærgede Europa mod Paris.

Arlette er jøde og bosat med sine forældre og bror i Paris da Tyskland invaderer Frankrig. Familien rejser mod syd til den franskkontrollerede zone. Her bosætter de sig, og her begynder Arlette at læse på universitet.

En dag besætter tyskerne den resterende del af Frankrig, og forskellige steder i Frankrig begynder de at indsamle jøder. En dag på universitet bliver Arlette, sammen med andre, taget med til et opsamlingssted og ikke længe efter går rejsen i et overfyldt tog mod en ukendt skæbne.

Det viser sig toget kører til koncentrationslejren Auschwitz og her kommer Arlette til at tilbringe lidt over et år indtil krigen slutter.

Det er en hverdag med sult og hårdt slid, og Arlette kan i dag ikke huske alle detaljer om dagene. Og så er der den del hun har valgt at glemme.

I en blanding af interview, Arlettes minder og forfatterens research giver tilsammen en letlæst og gribende beretning om et umenneskeligt ophold i lejren.

Men også om hvordan Arlette forsøgte at bevare håbet, om tiden efter krigen og om hvordan hun i en sen alder kom i gang med at holde foredrag om sin tid i lejren.

Det er en beretning som griber en om hjertet, og man fælder en tåre et par steder. At verden kan være så grusom er svær at fatte, selvom vi jo godt ved den stadig er det.