Roman fra den israelske udkast-israel, som aldrig bliver særlig vedkommende.

Jeg har i flere år hørt og læst om Amos Oz og nu var turen så endelig kommet til at begynde at læse ham. Det blev gjort med ’Scener fra en landsby’, som dog skuffede fælt.

Skuffelsen skyldes, at bogen indeholder en række noveller, hvor hovedperson i en historie, er blevet en biperson for en anden historie i samlingen. Egentlig en udmærket strategi for Amos Oz, bortset fra at dette fortællergreb ikke bliver brugt til noget. Det er meget skuffende og ens tanker om en sammenhæng historierne imellem dermed bliver skuffet, hvilket er min største anke mod bogen.


De enkelte historier er ellers delvis interessante: ung mand der er forelsket i sin bibliotekar, han følger hende og hun på sin side, ved ikke helt hvordan hun skal få afvist den unge mands tilnærmelser uden af såre ham. En kvinde, der bor sammen med sin far – samtidig med at de har en lejer der er palæstinenser og som forsøger at beskrive forskellene mellem israelere og palæstinensere. Faren hører underlige gravelyde om natten, og selv om kvinden afviser dette, ender hun også med selv at høre disse lyde. En kvinde der venter på at hendes nevø kommer og besøger hende, og hele tiden er bange for, om han nu er stået af et forkert sted undervejs med bussen eller om han måske ligger bagerst i bussen og sover. Derfor beslutter hun sig for at opsøge buschaufføren og få ham til at tjekke bussen.

Forløsningen udebliver dog i alle disse tre historier, som i novellesamlingens øvrige historier. De viser en trøstesløshed uden lige, og hvordan hovedpersonerne i historier absolut intet gør, for at ændre på deres situation. Det er helt klart anderledes læsning end f.eks. at læse romaner fra udkantsdanmark, hvor man da nok må sige at der foregår noget!

Min anbefaling vil være at springe over denne bog og i stedet f.eks. vælge en roman af Helle Heller eller Lone Hørslev.