Ungdomsroman med guder, mennesker, valkyrier og jætter – og ikke mindst en ung kvinde, som pludselig skal til at stå på egne ben.

Fréa lever et næsten normalt liv blandt mennesker, bortset fra, at det er lidt foruroligende at hun ind imellem har nogle drømme, som efterfølgende bliver til virkelighed. Hendes forældre mener ikke Fréa skal tage dette alvorligt, indtil den nat, hvor Fréa ser sin mor kæmpe mod et monster i deres egen stue.

Fréas far er ikke kommet hjem, så Fréas mor tager ud for at lede efter ham. Imens skal Fréa rejse til Asgård for at blive oplært som valkyrie. Fréa er nemlig en valkyrie, som er blevet spået at være en stor sanddrømmer.

Ifølge ’Den store danske encyklopædi’ er en valkyrie, en kvinde der bestemmer kampens udfald, udvælger de krigere, der skal dø, og bringer dem til Valhal. Umiddelbart er det ikke helt sådan Sidsel Katrine Slej bruger valkyrien i Sanddrømmeren, men det kommer måske i et bind 2. Fréas mor virker mere som en kriger, der drager i felten for at redde sin mand, og Fréa selv er på helt ’Harry Potter’ niveau kendt i Aagård, hvor hun reelt skal gå på en skole for at blive uddannet som valkyrie. Alle kan nok på dette lille grundlag se ligheden i forhold til Harry Potter bøgerne. Lighederne fortsætter heldigvis ikke igennem romanen.

Sidsel Katrine Slej går dog i romanen hurtigt videre fra ’kostskolen’ og lader Fréa se yderligere drømme, hvor hun bliver nødt til at forlade skolen, hvis ikke jætterne skal tage verden over. Generelt virker handlingsforløbet forståeligt – og da romanen samtidig er spændende er der nok ikke så meget at betænke sig på. Men derfor synes jeg alligevel det kunne være sjovt, hvis Sidsel Katrine Slej næste gang er mere sin egen – og mere tro mod nordisk mytologi. For der er ingen tvivl om at man er godt underholdt, selv om historier også hurtigt er glemt igen.