Endnu en gang slår Nesser fast, at han er en stor mester, ikke blot I krimigenren, men som romanforfatter. Intrigen holder fast I læseren til sidste side.

Det er altid med forventningens glæde man tager den nyeste Håkan Nesser roman i hånden og slår op på første side. Og det er efterhånden en regel, at man ikke bliver skuffet.
Med Nesser får man et glimrende sprog, en god personbeskrivelse, i denne osse nogle fantastiske naturbeskrivelser, og så har han sin europæiske kulturhistorie på plads.
Nesser er bosat i England, og denne roman foregår på de kæmpe hedestrækninger på Exmoor. Her i årets sidste måneder er det mørket og utrygheden der dominerer.
Jegfortælleren, Maria, ankommer til Winsford og lejer sig ind i et lille hus, der ligger helt øde på heden. Huset er lejet for seks måneder, og hun ankommer nærmest tomhændet, og som eneste selskab har hun sin hund, en Southafrican Ridgeback, som hun vandrer området tyndt med.
Hun opsøger sjældent andre mennesker, spiser på pub’en en gang eller to om ugen, taler med de få lokale handlende, og alle tror hun er en svensk forfatter, der er kommet for at få fred til at skrive sin nye roman.
Det er ikke den rigtige historie. Hun startede fra Sverige med sin mand gennem mange år, de skulle til Marokko for at komme væk, især fra en ubehagelig historie, hvor han var anklaget for at have voldtaget en ung pige. Maria ved ikke om hun kan stole på manden, og de mange mørke dage i Winsford går bl.a. med at tænke over sit ægteskab, sin barndom, forholdet til sine børn, sine tab, sit liv. Hun har ikke tænkt sig at leve længere end sin hund, men føler sig forpligtet til at holde sig i live, så længe den er hos hende.
Efterhånden opruller historien sig, hvordan er hun endt helt alene, uden telefon og computer, når hun faktisk rejste afsted med sin mand og alt hvad der skal til for at kommunikere med omverdenen.
Manden var forfatter, det var egentlig ham, der skulle have arbejdet på en stor roman om et afdødt amerikansk forfatterægtepar, som han havde besøgt igennem flere ophold I sin ungdom.
Sideløbende med Marias og ægteskabets historie, får vi osse historierne om disse somre, Maria har ikke før haft den store interesse for dem, men nu gennemgår hun mandens optegnelser fra dem.
Romanen er gennemsyret af tristhed og ensomhed, ikke blot i huset på heden, men igennem hele livet og – især – i ægteskabet.
Hvad der er sket med hendes mand er lidt usikkert igennem romanen, men noget kunne tyde på at han har fundet frem til hende.
Et lille lyspunkt bliver hendes møde med en mand, som forelsker sig I hende, og som ved deres møder løfter hende op til et håb om en fremtid.
Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, blot afslutte med en varm anbefaling af denne velskrevne (gyser)roman.
Denne gang blev alle forventninger indfriet!