De sorte troldmænd har nået en foreløbig klimaks og i sidste bind af trilogien står kampen mellem troldmandslavet og en udefrakommende magt.

Sonea går fortsat på troldsmandslavets troldmandsskole, for at få mere kontrol over sin magi. Samtidig bliver hun fortsat mobbet af Regin og hans kumpaner. Livet er svært for Sonea og hun har fortsat få venner i troldmændenes verden.

Pludselig sker der en overraskende forandring, da Akkarin, Troldmandslavets Oldermand tilbyder – som i en ordre – at få Sonea, som sin novice. Grunden til Akkarins interesse i Sonea er hans opdagelse af hendes viden og gennem Sonea ligeledes at kunne styre Rothen og Lorlen, som ligeledes kender Akkarins hemmelighed.

Soneas dage på troldmandsakademiet bliver herefter meget anderledes, og hun flytter samtidig ind i Akkarins bolig. Akkarin ønsker ikke meget at Sonea, men har ind imellem samtaler med hende. Sonea liv er levende beskrevet og man føler virkelig med hende, ligesom man glæder sig, når hun på egen hånd udforsker akademiet hemmelige gange.

Akkarin beslutter på et tidspunkt, at han er afhængig af Sonea, for at hans viden ikke går tabt i tilfælde af, at han dør i kampen mod en usynlig fjende. Fjender er usynlige for troldmandslavet, undtaget Akkarin, som studerer den forbudte sorte magi. Sonea bliver straks interesseret, da Akkarin fortæller om den sorte magi – og inden længe er Sonea i lære hos Akkarin.

Deres arbejde med sort magi bliver opdaget og det kommer til en retssag, hvor Akkarin og Sonea bliver udvist fra landet. Akkarin når dog at fortælle troldmændene, hvad der venter ude i fremtiden – men bliver ikke troet.

Akkarin og Sonea er dårlig kommet ud af landet, før Sarkanerne angriber. Sarkanerne er ultra stærke troldmænd med magiske kræfter, som nemt kan overvinde en almindelig troldmand fra troldmandslavet.